Nyt medlem: Andersen Erhverv A/S.
Erhvervsmæglerfirmaet Andersen Erhverv A/S er etableret i 2005 med fokus på salg, udlejning og vurdering af erhvervsejendomme.
Firmaet har i alle årene holdt til i Holte, men inden længe får Andersen Erhverv en filial på Roskildevej 342 i Taastrup. Og det er bestemt ingen tilfældighed, at Høje-Taastrup bliver hjemsted for den første filial, afslører indehaver Kim Kyhl Andersen (foto).
- Blandt ejendomsmæglere er beliggenhed jo altafgørende, og når vi taler udvikling inden for vores branche, er Vestegnen og Roskilde bestemt interessante områder. I den sammenhæng kommer vores kontor til at få en super placering. Filialen får en fast bemanding til at tage sig af opgaverne og betjene kunderne i området, siger Kim Kyhl Andersen, som ikke har planer om yderligere filialer til sin forretning.
Andersen Erhverv opererer primært i områderne Vestegnen og Roskilde, Storkøbenhavn og Nordsjælland med salg, udlejning og vurdering af erhvervsejendomme i alle størrelser og typer.
- Vi mærker tydeligt interesse fra erhvervslivet for at bygge, og vi ser meget gerne mere jord omkring København frigivet til erhvervsformål. Der er en alvorlig underforsyning, fordi alle hellere vil bygge boliger. Det er jo ikke altid det mest populære for en lokalpolitiker at udlægge områder til erhverv. Selv om vi alle gerne ser erhvervslivet udvikle sig og skabe nye job, så florerer NIMBY-begrebet i høj grad: Det er fint at bygge til produktion, men - Not In My Back Yard.
Det ægrer Kim Kyhl Andersen, især når afvisninger begrundes med miljøhensyn. Han mener, at der er langt bedre styr på miljøforholdene i et erhvervsområde end i et boligområde.
Ifølge indehaveren arbejder Andersen Erhverv i et krydsfelt, hvor fokus ikke kun er på at formidle ejendomme, men lige så meget at se på, hvad jorden kan udvikles til. Kan den bruges til noget andet?
- Jeg ser et stort behov for bygninger til logistik og industrielle formål, mere end til kontorer. Såvel ejere af webbutikker som investorer kigger efter større lagerejendomme, der ligger godt i forhold til infrastruktur, og der er Høje-Taastrup jo en attraktiv placering. Men hverken her - eller i flere andre kommuner i hovedstadsområdet - er der udlagt ret meget jord til erhvervsformål, påpeger Kim Kyhl Andersen.
Andersen Erhverv arbejder udelukkende B2B og er blandt landets ti største inden for sin niche.
Roskildevej 342 i Taastrup, hvor Andersen Erhverv får til huse med filialen for Vestegnen. Ejendommen indgår i øvrigt også i firmaets portefølje af udlejningsejendomme.
Andersen Erhverv A/S
Roskildevej 342, 2630 Taastrup
Tlf. 44 39 01 00