Referat af generalforsamling i Høje-Taastrup Erhvervsforum den 2. juni 2021
Valg af dirigent. Jon Nielsen blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig. Der var 29 deltagere.
Valg af stemmetællere. Flemming Jørgensen og Claudio Pannicelli.
Formandens beretning. Kim Rasmussen konstaterede, at pga. Covid-19 var generalforsamlingen udsat fra marts til nu. Han takkede dagens vært, Taastrup FC, for at lægge lokaler til. Siden seneste generalforsamling i september 2020 har samfundet - og Erhvervsforum - været præget af Covid-19. Formanden håbede, at medlemmerne har klaret sig godt igennem krisen og så frem til, at vi forhåbentligt snart er ude på den anden side. Nogle erhverv lider voldsomt, mens andre blomstrer. Nedlukningen betød, at der i anden halvdel af 2020 kun var afviklet et enkelt arrangement med Erhvervsforums deltagelse, nemlig borgmesterens velkomstmøde for nye virksomheder. Mødet skulle egentligt danne optakt til vores Business Basar, men den valgte vi at udskyde 12 måneder. På Business Basar skulle vi også have uddelt Erhvervspris Høje-Taastrup 2020. Den seance gennemførte vi i stedet digitalt i november – med god teknisk hjælp af vores medlem MOOT, som lagde studio til og sørgede for at overrækkelsen kunne streames. En interessant og meget alternativ måde at afvikle overrækkelsen på. Erhvervsprisen gik til Tom Ewers, Sydkystens Brolægning & Kloak, for hans store engagement med at hjælpe unge udfordrede personer ind på arbejdsmarkedet – enten i hans egen virksomhed eller hos andre. Andre aktiviteter har ikke været mulige at gennemføre i sidste del af 2020 eller begyndelsen af 2021. Ikke før sidste uge, hvor vi heldigvis atter kunne mødes. Denne gang til vores traditionelle forårs-morgenmad-med-borgmesteren-møde. Det foregik i en af de udslidte erhvervsejendomme, som Stensdal Group har købt og shinet op. Dejligt endeligt at kunne mødes – og et supergodt møde. Vi er i en kommune, hvor der sker rigtig meget på erhvervsområdet, bl.a. meget byggeri. Formanden oplyste, at der nu venter en række spændende events i resten af året - begyndende med virksomhedsbesøg hos Acrimo 9. juni og senere besøg på PostNords brevterminal, Business Basar, valgmøde m.m. I mangel af de fysiske møder har sekretær Ulrik Larsen siden december produceret fire nye podcast, ligesom vi har skruet op for kadencen med vores nyhedsbreve og genoplivet vores klumme i Lokalavisen Taastrup. Heldigvis har vi, trods nedlukning, oplevet en usvækket interesse for at være med i Høje-Taastrup Erhvervsforum. Ved indgangen til 2021 var vi knap 140 medlemmer. Nogle kommer til og er aktive, andre forlader os – som regel på grund af fraflytning. Et af vores nye medlemmer af RUC, som vi har indgået en samarbejdsaftale med. Det betyder blandt andet, at vi kan trække på RUC’s forskere og eksperter til medlemsmøder m.m. Senest har RUC spurgt, om Høje-Taastrup Erhvervsforum vil være aktiv i et nyt studieprojekt med fokus på at skabe flere iværksættere. Her bliver vores rolle at finde lokale iværksættere, som vi kan connecte med RUC, så de studerende kan snuse til at være iværksætter, og iværksætterne kan trække på RUC til at få løst konkrete udfordringer. Bestyrelsen har også besluttet, at Erhvervsforum skal være aktiv i virkeliggørelsen af Høje-Taastrup Kommunes klimaplan 2030 - et vigtigt tema. Vi vil bidrage med at sprede information til erhvervslivet, komme med input og holde relevante møder om emnet. Jeg har selv fået plads – som repræsentant for erhvervslivet – i det opgaveudvalg, som kommunen har nedsat. Formanden takkede bestyrelsen for et godt samarbejde. Det samme til erhvervsforeningerne i Hedehusene, Sengeløse og Taastrup og ikke mindst til Høje-Taastrup Kommune for at være lydhør over for erhvervslivet. Særlig tak for god indsats til Ghazal Jafari, som nu forlader bestyrelsen. Formanden rettede også en tak for indsatsen til Ulrik Larsen, som har meddelt, at han med udgangen af året fratræder som sekretær.
Formandens beretning blev godkendt uden bemærkninger.
Forelæggelse af det reviderede regnskab samt budget med bestyrelsens forslag til kontingent for indeværende regnskabsår. Underskrevet regnskab forelå på generalforsamlingen. Kan downloades her. Regnskab og budget blev præsenteret af næstformand Sven Arne Pedersen og gav ikke anledning til kommentarer. Generalforsamlingen godkendte samtidig nye kontingentsatser for 2021 (beløbene er ex moms):
0-10 ansatte: 1.350 kr. (nu: 1.200 kr.)
11-50 ansatte: 2.550 kr. (nu: 2.400 kr.)
Over 50 ansatte: 5.500 kr. (uændret)
Foreninger: 2.550 kr. (nu: 2.400 kr.)
Valg af formand. Kim Rasmussen blev genvalgt.
Valg af bestyrelsesmedlemmer. På ordinært valg for to år er Ghazal Jafari, Jesper Rye Jensen og Claudio Pannicelli. I stedet for Ghazal Jafari valgtes Annette Bache.
Meddelelse af navne på de udpegede bestyrelsesmedlemmer fra hhv. byrådet i Høje-Taastrup Kommune, Taastrup Erhvervsforening, Hedehusene Erhvervsforening og Sengeløse Erhvervsforening. Byrådet: Michael Ziegler og Peter Faarbæk. Taastrup: Sven Arne Pedersen. Hedehusene: Peter Kjeld Jensen. Sengeløse: Lars Hammel.
Valg af to suppleanter (i prioriteret rækkefølge). 1) Behzad Ghorbani og 2) Helle Groth Christensen.
Valg af revisor, som skal enten være statsautoriseret revisor eller registreret revisor. Ri Statsaut. Revisorer genvalgtes.
Indkomne forslag. Ingen forslag var indkommet.
Eventuelt. Erhvervsservicechef Anne-Mette Felby oplyste, at Høje-Taastrup Kommune har tilmeldt sig konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune sammen med 88 andre. Det handler om at skabe mere biodiversitet, og Anne-Mette Felby opfordrede erhvervslivet til at deltage aktivt. Formanden sluttede generalforsamlingen med en tak til dirigent Jon Nielsen.