Elretur får dine batterier og elektronikaffald genanvendt

De sidste par år har Elretur, der indsamler og håndterer elektronik- og batteriaffald fra landets genbrugspladser, haft til huse i Høje Taastrup i kontorlokaler ved stationen. Her sidder den ni mand store administration, ledet af Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør siden 2019.

Elretur er en forening dannet af producenter og importører af elektriske og elektroniske produkter. Dem er der ca. 3.000 af i Danmark, og ca. 900 er med i Elretur. 

Ifølge EU's direktiv om producentansvar skal hver producent sikre, at produktet bliver indsamlet og mest muligt genanvendt, når det smides ud. Det ville være dyrt, hvis hver virksomhed selv skulle klare det. Derfor dannede de Elretur til at tage sig af det.

- Du kan godt sammenligne os med en anden lokal virksomhed, Dansk Retursystem, som sørger for at indsamle flasker og dåser. Vi har blot langt flere interessenter, og så har vi outsourcet den største del af arbejdet med at indsamle og nedbryde affaldet, forklarer Morten Harboe-Jepsen. 

- Når du lægger din gamle iPad i elektronikburet på genbrugspladsen, overdrager du ejendomsretten til Elretur. Så er det vores opgave at sikre, at flest mulige komponenter bliver genanvendt, og at indholdet på iPad'en slettes, så det ikke kan gendannes. 

85-90 procent genanvendes

Tegning

Ifølge direktøren har Elretur ganske god succes med at løse opgaverne. Når vi taler genanvendelse af elektronikaffald, der havner på landets 420 genbrugspladser, ligger Danmark med 85-90 procent genanvendelse helt i top i EU.

Når det gælder om at få affaldet samlet ind, er tallene lavere. EU kræver, at 65 pct. bliver indsamlet - og det lever Danmark op til. 

- Men her afhænger vi af forbrugernes hjælp. Det er dem, der skal køre affaldet på genbrugspladsen og ikke bare smide det i skraldespanden, for så får vi ikke fat i det, påpeger Morten Harboe-Jepsen. Heldigvis har klima- og bæredygtighedsdagordenen stimuleret viljen til genbrug, men når vi taler batterier, er det stadig ca. 800 ton, der lander i skraldespanden.

På den front har Elretur lanceret en kampagne med skuespilleren Bodil Jørgensen, der skal få os til huske, at batterierne ikke skal i skraldespanden.

Bodil

Medfører mere forbrug af råstoffer

Mængden af elektronikaffald er støt stigende. Vi skal jo helst have fem tv-apparater derhjemme, og det vil de også gerne i andre lande. Det kræver en årlig produktion på 14 mio. ton af råmaterialer fra minedrift. 

- På den lange bane ender det jo galt, hvis vi ikke gør noget, bemærker Morten Harboe-Jepsen. Men det gør vi også - ved at indsamle og genbruge affaldet. Vi er gode til det herhjemme, men globalt er det kun 17 pct., der indsamles, og i nogle lande 0 pct.

- En del af løsningen er også at livstidsforlænge produkterne. En vaskemaskine, der er kasseret, kan ofte repareres og komme i brug igen og dermed fortrænge en ny maskine. På det felt er vi endnu i startfasen. 1 pct. af det affald, der kommer på genbrugspladserne, bliver i dag livstidsforlænget. Nogle kommuner er dog allerede oppe på 10 pct.

- Og så skal vi heller ikke glemme, at mange produkter, der skiftes ud, havner hos andre forbrugere via Den Blå Avis. Eller som her i Høje-Taastrup, hvor de kan komme ud til nye ejere via Miljø- og Energicentret. 

Mulighederne i Høje-Taastrup

Driver du virksomhed i Høje-Taastrup, kan du aflevere elektronikaffald på genbrugspladsen. Hvis din virksomhed selv importerer eller fremstiller batteri- eller elektronikprodukter, opfordrer Morten Harboe-Jepsen dig til at kontakte Elretur og høre, om du bør melde dig ind. 

- Kontingentet er 3.000 kr. om året foruden omkostninger til behandling af affaldet. Til gengæld sørger vi for, at lovkravene er overholdt, herunder at gennemføre informationskampagner som den med Bodil Jørgensen.

- Vi ved, at der er ca. 1.000 virksomheder med producentansvar, som ikke er med hos os eller i en anden kollektiv ordning. Men de er altid velkomne; vi tilbyder frit lejde selv om man måske har forsømt sin pligt i flere år, siger Morten Harboe-Jepsen (foto).

Morten

Kravet til producenterne

Kravet til producenterne af elektronik og/eller batterier om at indsamle deres produkter efter endt brug fremgår af EU’s direktiv om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE, Waste of Electronic and Electrical Equipment).

Branchen skal indsamle 65 procent af de solgte produkter. Nærmere betegnet skal indsamlingsprocenten være 65 pct. af den gennemsnitlige vægt af elektroniske og elektriske produkter, som er bragt i omsætning i de foregående tre år i den pågældende medlemsstat eller alternativt 85 pct. af vægten af WEEE, der er genereret på den medlemsstats område.

Skrot

Sådan afleverer du elektronikaffald

Elektronikaffald (WEEE) fra husholdninger: Udtjente elektronikprodukter og bærbare batterier fra husholdninger kan du aflevere gratis på den nærmeste genbrugsplads. Elretur afhenter det derfra til oparbejdning.

Elektronikaffald (WEEE) fra Erhverv: Udtjente elektronikprodukter fra erhverv kan du aflevere til producenten/importøren, medmindre andet er aftalt. Virksomheder har kun adgang til genbrugspladsen, hvis de har tilvalgt denne ordning og betaler de fastsatte gebyrer.

Medlemmer af Elretur og medlemmernes kunder kan træffe aftale med Elretur om enten at aflevere elektronikaffald på en af Elreturs modtagepladser for erhverv eller om at afhente det hos virksomheden (slutbrugeren). 

Store mængder elektronikaffald (WEEE): Har du så store mængder elektronikaffald, at du ikke kan aflevere det på nærmeste genbrugsplads, skal  du aflevere affaldet på en godkendt modtageplads. Har du ikke truffet aftale med Elretur, skal du afregne omkostningerne direkte med modtageanlægget.

Kontakt til Elretur: tlf. 33 36 91 98, e-mail Elretur@Elretur.dk - hjemmeside elretur.dk 

31.01.2022 20:40