Månedens profil i august 2016
Næsten 50 års erfaring gør Leif Koch A/S til Danmarks ældste firma med speciale i at spore lækager på vandledninger. Taastrup-firmaet arbejder i hele Danmark, men får flere og flere opgaver i udlandet: I de sidste år har der været bud efter løsningerne fra bl.a. Californien, Kina, Taiwan, Grønland, De Forenede Emirater, Indien m.fl.
- Vi hjælper kunderne med at mindske vandtabet på deres drikkevandsledninger, siger Jørgen W. Koch (foto), siden 1991 indehaver af den virksomhed, som hans forældre, Edith og Leif Koch, etablerede i 1974.
- Drikkevand er jo en uhyre vigtig ressource i hele verden. Her i Danmark kom der i 1990 politisk fokus på at reducere forbruget, fordi grundvandet faldt. Siden er det lykkedes at reducere vandforbruget med cirka 50 procent. Det er ganske bemærkelsesværdigt. Især indførsel af vandmålere har gjort folk mere motiverede for at spare, men vores branche kan også tage lidt af æren. Tidligere tegnede lækager sig for mere end 20 pct. af forbruget. Det er i dag reduceret til 6-7 pct. Et meget flot resultat, påpeger Jørgen W. Koch.
Med ti medarbejdere er Leif Koch A/S ikke en stor virksomhed, men er dog førende i branchen herhjemme og godt i gang med at få fodfæste i udlandet. Herhjemme er kunderne industri, boligselskaber, rådgivende ingeniører og især vandselskaber i hele landet.
- Vi har været med til at bringe lækagetabet i Danmark meget langt ned, og med vores viden giver det god mening at kigge på resten af verden, hvor vi kan hjælpe med lækagesporing, tekniske løsninger og uddannelse.
- Når Californien har et vandtab på 35 pct., tyder det på, at deres indsats mod vandlækager er begrænset. Vi kan sammen med amerikanerne fastsætte et acceptabelt mål for tabet, for eksempel 10 pct. Så kan vi beregne, hvilke teknikker og uddannelser de har brug for, hvis de vil nå det mål, fortæller Jørgen W. Koch.
En række danske firmaer, heriblandt Leif Koch A/S, er gået sammen om på globalt plan at udbyde deres ekspertise inden for drikkevand.
I Kina er vandtabet nogle steder oppe på 40 pct., så også her ser Jørgen W. Koch gode muligheder for at bringe den danske ekspertise i spil.
- Det handler om teknik, metoder og hovederne, siger han. Medarbejderne er helt afgørende for din succes. Vores medarbejdere er alle udlært hos os. I Thailand fandt vores folk på en uge 40 gange flere lækager, end deres egne folk havde gjort. De var målløse, da jeg var nede og præsentere resultaterne. Vores teknik og udstyr fungerer over alt. Jeg har haft den samme mand og udstyr i Abu Dhabi og i Grønland, så vores instrumenter, metoder og mandskab, er testet under alle forhold
Det danske marked er stadig langt det største for Leif Koch A/S. Kerneopgaven er at lokalisere utætheder hurtigst muligt, så vand ikke går til spilde. Sammen med HOFOR, der står for vandforsyningen i København, har firmaet udviklet et online-system, Almos Leak, til at overvåge vandledninger ved hjælp af dataloggere placeret rundt om på ledningsnettet.
- Det er jo fint nok, at kommuner og vandforsyninger jævnligt går deres ledningsnet igennem for lækager. Men hvad nu, hvis lækagen opstår lige efter et gennemsyn? Så kan der gå lang tid, før den opdages. Med Almos Leak kan vi overvåge 2.000 km ledninger, så driftsfolkene hver dag kan aflæse data og straks gribe ind, hvis der er tegn på lækage. Systemet kan også registrere, hvor der er risiko for, at der opstår en lækage. Det er jo en kæmpegevinst, hvis du kan forebygge i stedet for at skulle ud og grave op og reparere.
I dag bruges systemet i alle dele af Danmark. Thames Water fik det også installeret i forbindelse med OL i London i 2012 for at sikre vandforsyningen til de hoteller og idrætsanlæg, hvor udøverne opholdt sig.
Levetidsforlængelse af vandrør er et voksende forretningsområde for Leif Koch A/S. De undersøger med lydbølger eller elektromagnetisme, hvor tærede rørene er.
- Det er fremtiden for vores forretning, siger Jørgen W. Koch. Vi kan hjælpe ledningsejerne med at afgøre, om en ledning bør skiftes ud, eller om den stadig kan holde nogle år. Vi kan, ud fra vores målinger, beregne levetiden for en støbejernsledning, så den ikke bliver unødigt udskiftet. I København er der vandrør fra 1880’erne, der ser ud som nye. Andre, meget nyere, er derimod tjenlige til at blive skiftet ud. Det afhænger blandt andet af materialet og jordbundsforholdene.
Sådan kan røret se ud, når Leif Koch A/S har lokaliseret en lækage.
Oprindeligt lå Leif Kloch A/S i Ballerup, men har siden 2000 haft adresse på Rugvænget i Taastrup. Her er der kontorer og lager. Under den store græsplæne er etableret flere 100 meter vandledninger, hvor der – under kontrollerede forhold – kan laves planlagte udslip af drikkevand, så de mange kursister fra ind- og udland, som firmaet også uddanner, kan lære at spore lækager, under kontrollerede forhold.
Jørgen W. Koch er glad for den beliggenhed, da det er tæt på motorveje, jernbane og på den rigtige side af København i forhold til at nå de mange kunder ude i landet.
- Og så sætter jeg pris på det erhvervsklima, der er i kommunen. Jeg føler, at der bliver lyttet til erhvervslivet, siger han.
Under plænen på Rugvænget er der gravet mange meter vandledninger ned. De bruges til undervisning til at simulere lækager, som kursisterne skal finde. For nylig er arealet blevet *Vild med vilje' for at fremme biodiversiteten.
(Artiklen - og nederste foto - er opdateret 4. august 2021)