Baes Foto: Lui er vild med sine opgaver

Månedens profil i juni 2019

lui

Tonerne af Dire Straits kommer drivende ud fra industribygningen på Baldersbuen. Inde bag den hvide dør er flere borde og lamper sat op. På et bord bagest i lokaler troner en lyseblå kuffert. Oppe ved køkkenbordet ligger frugt og grønt. Musikken kommer fra den lange reol ved bagvæggen. 

- Vil du se min nye grammofon, spørger Marie-Louise Baes og udpeger den sorte Rega-afspiller, hvor LP’en med Dire Straits snurrer rundt. På gulvet står flere af de gamle træølkasser, fyldt med LP’er fra 70’erne – og en god del af Beatles-pladerne fra årtiet før. Det er hendes mors, men hun er selv vild med dem.   

Vi er hos Baes Foto’s studio i Baldersbrønde. Derfor den blå kuffert på bordet. Og derfor grøntsagerne i køkkenet. Begge dele stammer fra opgaver i ugens løb; produktfoto af kufferten og en fotoseance til en madopskrift. 

Altid vidst jeg skulle være fotograf
Det er typiske opgaver for Lui (som Marie-Louise oftest kaldes). I ti år har hun drevet Baes Foto. Inden hun blev selvstændig, var hun ansat hos andre fotografer.

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle være fotograf. Altid. Jeg hørte engang en sige, at man aldrig skal arbejde med sin hobby. Det passer ikke. Det er megafedt, siger Lui, som aldrig glemmer, da hun i ungdomsskolen første gang var i mørkekammeret og så sin egen optagelse tone frem som en fotografi på papiret nede i fremkaldervæsken.

Nemmere og mere besværligt
Hun er uddannet fagfotograf: - Fagfotograf er alt det, som ikke er pressefotos. Portrætter, produkter. Sådan noget, hvor der skal bruges lys og lamper; det er mig. Jeg lærte ikke kun at fotografere, men også at beregne lys. Og jeg elskede det.

- I dag bruger vi ikke lysmålere. Alt er blevet digitalt. Det er blevet nemmere, men også mere besværligt.

- ???

- Jo, for det digitale gør også, at du bliver mere perfektionistisk. Før stod du med dine fire film. Du brugte timer på at forberede optagelsen, og når du så fik råfilmene tilbage fra laboratoriet, kunne du ikke gøre mere med dem. I dag er der så mange muligheder med Photoshop, at du hele tiden kan gøre det en lille smule mere perfekt. Sidst jeg havde en elev, pinte jeg hende igennem mørkekammeret, så hun også lærte at lave billeder på film. Og hun blev vild med det.

- For mig er det vigtigt at have styr på det basale håndværk, selv om jeg kan gøre helt andre ting med det digitale kamera. Men jeg har stadig mit gamle Hasselblad derhjemme. Giv mig et mørkekammer, så skal du bare se…

Uddannet på reklamebureau
Uddannelsen som fotograf fik Lui hos Nybro Industrireklame i Rødovre, hvor hun blev oplært af to uddannede fotografer. Det var et større bureau, hvor hun var eneste kvinde. Så den der med ”Det sagde hun også i går”, har hun hørt mere end én gang.

- Det var fint nok. De var glade for mig, og tonen blev bedre efterhånden. Det var også her, at jeg fik tilnavnet Lui, fordi chefen ikke kunne finde ud af at sige Marie-Louise.

axelborg

Erhvervs- og reklamefotograf
December 1995 var hun færdiguddannet. Siden har hun arbejdet for andre fotografer eller i kompagniskab. For ti år siden etablerede hun Baes Foto og lejede 1. juni 2009 sig ind med studio i lokalerne på Baldersbuen.

I dag betegner hun sig som erhvervs- og reklamefotograf. Det dækker over, at hun fotograferer alt muligt for alle mulige virksomheder: portrætter af direktøren og af medarbejderne og produktfotos.

Covi

Hobbyfotografer byder sig til
- Jeg er godt booket op og glæder mig især over, at mange af kunderne har været med mig i alle ti år. Langvarige relationer betyder meget for mig. Og mine trofaste kunder anbefaler mig til andre.

- Du bliver ikke fotograf, fordi du en gang har taget et flot foto på en ferie. I dag kan alle mulige hobbyfotografer byde sig til på nettet. Men det betyder jo kun, at du som kunde får alt for meget at sortere imellem. Derfor er jeg supertaknemmelig for, at nogle af mine eksisterende kunder vil validere mig over for andre.

modelfoto

Nye kunder og trofaste kunder
- Jeg har lige fået det firma, der laver security på Roskilde Festival som kunde. I det tilfælde var det faktisk mig selv, som reagerede på deres opslag. De testede mig ved at lade mig fotografere mindekoncerten for Kim Larsen. Nu har jeg lige været til valgmøde for dem, hvor jeg skulle fotografere deres mobile terrorsikringer. Vanvittigt interessant kunde.

koncert

Blandt de trofaste kunder er kendte navne som RetNemt måltidskasser, Synoptik, Taster Wine og Bygma. Lokalt er Damvig A/S, JENS S. Transmissioner A/S og LEPO A/S, længere henne ad Baldersbuen, blandt kunderne.

- Jeg laver rigtig mange madoptagelse, og jeg er vild med det. Jeg har også været med til at lave kogebøger. Så kommer her en stylist til at anrette maden på den helt rigtige måde, mens jeg sætter lyset. Det er superfedt at være to om en sådan opgave.

food

Har det som en musiker
- Hvad kan du bedst lide at fotografere?

- Det hele! Halvdelen af tiden er jeg ude hos kunderne og fotografere, og halvdelen af tiden fotograferer jeg her i studioet. Når jeg er ude, savner jeg studioet, og når jeg arbejder i studioet, vil jeg gerne være ude. Jeg har hørt, at musikere har det på samme måde; når de er på turné, vil de hellere være i studioet og omvendt.

- Det ene giver energi til det andet. Jeg kan lide begge dele, bare ikke for længe ad gangen. I virkeligheden skal det helst bare være lidt af hvert.

gul vest

 - - -

Lui fejrer ti års jubilæet i Baes Foto med en reception på Baldersbuen 55 fredag den 14. juni kl. 14.00.

invite