Nyt selskab skal udvikle Høje Taastrup C

Nyt medlem: Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S.

Det selskab, der skal udvikle byområdet Høje Taastrup C, begynder nu at tage form. I august blev Lars Bloch ansat som selskabets direktør, og lige nu søges medarbejder nummer to; en projektkoordinator. 

- Vi bliver vel omkring en håndfuld medarbejdere, og ellers vil vi bruge eksterne rådgivere på de ydelser, vi ikke selv dækker, siger Lars Bloch, som er fuldt bevidst om, at det ikke er en livslang ansættelse, han har sagt ja til. 

- Vi har løst opgaven og gjort os selv overflødige, når området er fuldt udviklet, og projektet dermed realiseret. Det vil tage mellem fem og ti år, regner jeg med. De første maskiner er allerede i gang, og lige nu forhandler vi om at sælge en række af de arealer, der kan anvendes til boligformål. Men det nye rådhus bliver nok det første byggeri, der går i gang – formentligt ultimo 2019.

Maskinerne er i gang
Indtil videre holder Lars Bloch til på rådhuset, men selskabet skal have egne lokaler i Høje Taastrup C, eventuelt blot en pavillon.

De maskiner, der allerede er i gang, arbejder i den østlige ende af Blekinge Boulevard, nede ved Hveen Boulevard. Her skal anlægges midlertidige P-pladser til erstatning for det P-område, som DSB i dag har til sit personale i den ende af Den Gule By.

blekinge bouldevard

Blekinge Boulevard viger pladsen
Blekinge Boulevard er mere eller mindre omdrejningspunktet i hele projektet for Høje Taastrup C. I dag skiller boulevarden byområdet og City2 ad, men den bliver lagt om, så de store områder, som boulevarden i dag lægger beslag på, bliver til rådighed for byudviklingen. Blekinge Boulevard får så et nyt – og mindre pladskrævende – forløb.

- Når vi får den nye Blekinge Boulevard etableret, kan vi byggemodne det areal, hvor den ligger nu. Det kommer til at tage noget tid, for det er ret omfattende at skulle flytte alle de ledninger, der ligger under den nuværende boulevard, over til den nye vejføring, bemærker Lars Bloch.

En levende bydel med boliger, butikker og job
Det store areal, der bliver til rådighed, når Blekinge Boulevard viger pladsen, skal bruges til det nye Høje Taastrup C. Ideen er at skabe en levende bydel med 1.200 boliger – et mix af ejer- og lejeboliger med ca. 3.000 beboere – plus erhverv og detailhandel. Til erhverv og handel er afsat ca. 110.000 kvadratmeter, og lidt mere til boliger. Og så bliver der et offentligt areal på ca. 20.000 kvm.

Verdens længste legeplads
- Vi etablerer en park, der blandt andet kommer til at rumme verdens længste legeplads, fortæller Lars Bloch. Det vil også være med til at skabe liv i området. Der kan for eksempel blive tale om skaterbane, parkour, legeredskaber, grillpladser og vandbassiner, der også kan bruges til at håndtere regnvandet. Hele den del vil vi udforme i tæt dialog med beboerne i Høje Taastrup C og det øvrige Høje Taastrup.

City2 kommer tættere på Høje Taastrup
Parken vil også danne ramme om en ny sti, der skal forbinde stationen Høje Taastrup med City2. I dag er der stort set ingen fodgængere på den strækning, fordi Blekinge Boulevard skærer igennem.

- Måske har du set den strøm af fodgængere, der er fra Dybbølsbro S-station til Fisketorvet. Så tænk lige over, at afstanden dér er stort set den samme som mellem Høje Taastrup station og City2, men herude virker afstanden meget længere, fordi der ikke sker noget. Vi vil give folk en oplevelse, bl.a. med verdens længste legeplads, når de bevæger sig ned til City2, siger Lars Bloch.

Direktør med stort kendskab til området

lars bloch

City2’s ejer – Danske Shoppingcentre – er sammen med EjendomsSelskabet Norden og Høje-Taastrup Kommune de tre grundejere i Arealudviklingsselskabet, hvor kommunen med 48 % har den største part. 

I Lars Bloch har selskabet fået en direktør med stor erfaring fra ejendomsbranche og byudvikling. Indtil for syv år siden var han ansat i Høje-Taastrup Kommune med køb og salg af fast ejendom. Han var bl.a. med til at skaffe DSV’s hovedsæde til kommunen. Og inden han forlod kommunen, nåede han at være med til at udforme arkitektkonkurrencen for Høje Taastrup C.

Nu kommer han fra jobbet som leder af udviklingsområdet Musicon i Roskilde, hvor han var i tre år og bl.a. stod for at sælge 100.000 kvm. til boliger og erhverv.

HTC

Synergi til Den Gule By og City 2
- Jeg synes, at det er utroligt spændende at få lov at realisere et projekt, der favner at skabe en ny by til at forbinde to eksisterende bebyggelser i form af Den Gule By og City2. Jeg glæder mig til at medvirke i at skabe nogle dynamikker i Høje Taastrup og få liv i et ellers noget stille område.

- Jeg tror og håber, at de mange boliger og arbejdspladser, der kommer i Høje Taastrup C, også vil give synergi til City2 og Den gule By, siger Lars Bloch.

Han tilføjer, at interessen for at købe arealer til boligprojekter er stor. Lige nu forhandler han med de første developere, som ønsker at købe byggeretter.

Erhvervsforum planlægger at holde et medlemsmøde med Høje Taastrup C i det nye år, hvor vi kommer mere i detaljer med projektet og perspektiverne for de lokale virksomheder.

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C

Tlf. 23 26 00 30

mail: LarsBl@htk.dk

www.htk.dk/htc

06.09.2018 16:41