Torkil Laursen A/S: Ingeniørfirma der har sat sit præg på Høje-Taastrup

Månedens profil i februar 2018

Torkil Laursen A/S, rådgivende ingeniørfirma, har på mange måder sat sit præg på Høje-Taastrup Kommune. Firmaet har på skoleområdet været med i fem nybyggerier og fire renoveringer og ombygninger. Også rådhusets første etape, Taastrup Idrætshaller og renovering af svømmehallen har ingeniørerne været inde over.

- Den måde, som svømmehallen er bygget på, er unik i Danmark. Vi har anvendt stålmoduler placeret oven på jorden i stedet for at støbe et bassin i et hul i jorden. Den løsning har medført, at vi nu er med i tilsvarende projekter i Holbæk og Vordingborg, fortæller Peter Steeskov, en af de fire partnere bag Torkil Laursen A/S.

Panteren
Vandhuset Panteren i Vordingborg, hvor Torkil Laursen A/S er underrådgiver for Kullegard Arkitekter A/S og udfører registrering, projektering og fagtilsyn med konstruktioner, VVS- og ventilations-, el og CTS-installationer.

61 år i branchen
Navnet stammer fra Torkil Laursen, som for snart 61 år siden grundlagde et ingeniørfirma i Glostrup. I 1969 flyttede firmaet til Klovtofteparken, hvor det fortsat har til huse. Torkil Laursen trak sig tilbage i 1988 og overlod firmaet til sine kompagnoner.

I dag deler Michael Rønne (adm. direktør), Peter Steeskov (viceadm. direktør), Henrik Fuglsang-Svendsen (salgs- og udviklingschef) og Wili Jensen (fag-/gruppeleder) ejerskabet som projekterende partnere.

Cheferne er inde i sagerne
Michael Rønne kom med i ledelsens første generationsskifte i 1992. Siden er nye partnere optaget med jævne mellemrum for at sikre, at generationsskifter sker glidende.  

- En af firmaets kvaliteter er, at vi partnere bruger det meste af tiden på at lave det samme som medarbejderne. Der er altid en partner med i hver sag, siger Michael Rønne, som selv er afdelingsleder for Konstruktion, mens Peter Steeskov er for VVS.

MM og PS
Adm. direktør Michael Rønne og viceadm. direktør Peter Steeskov.

Ingeniørmangel bremser væksten
At ingeniører er efterspurgte, mærker Torkil Laursen A/S i høj grad også. Firmaet vil gerne være større, men bliver bremset af manglen på ingeniører. Samtidig er rekrutteringsfirmaerne ikke blege for at ringe til Torkil Laursens egne folk for at høre, om de er til at lokke væk.

- Der går ikke en måned uden den slags opkald. Vi partnere har også selv oplevet det, fortæller Michael Rønne. Vi vil ikke konkurrere på lønnen, men kan tilbyde andre goder. Det vigtigste er dog den måde, vi arbejder på.

Peter Steeskov: - Hos os er du som ingeniør med i hele forløbet. Du har en tæt kontakt til kunderne og får lov at køre dine egne sager. Vi ved fra kolleger, som har været ude i andre firmaer, at det er sjovere og mere udviklende at arbejde på den måde. I nogle firmaer kommer ingeniørerne jo slet ikke uden for tegnestuen. Vores er med ude på byggepladsen og får også de knubs, som en entreprenør kan komme med, hvis han ikke er tilfreds med det, vi kommer med. Det lærer man også af.

kontor
Ingeniørfirmaet har haft til huse i Klovtofteparken siden 1969.

Branche med mange opkøb
Torkil Laursen A/S tilhører mellemlaget i ingeniørbranchen, hvor firmaerne har 15-30 medarbejdere. Et lag, der bliver tyndere og tyndere, fordi den størrelse typisk bliver opkøbt af større.

- Vi har fået lignende tilbud og har også overvejet dem i forbindelse med tidligere generationsskifter og vækstplaner. Når der er mangel på ingeniører, er det en løsning for de store firmaer at få flere medarbejdere ved at købe de mindre firmaer. Vi udelukker ikke noget, men aktuelt er vores strategi at fortsætte som selvstændigt firma med en styret vækst, siger Michael Rønne.

Har søgt medarbejdere
Omsætningen har de seneste tre år ligget næsten snorlige omkring 19 mio. kr. Der er potentiale til at øge omsætningen, men igen bliver det bremset af manglen på ingeniører, som er firmaets ”maskinpark”.

- Vi ligger stabilt på 20-25 medarbejdere, 24 lige nu. Vi kunne godt være flere og har også søgt nye medarbejdere, uden den store succes, konstaterer Peter Steeskov. Men det gælder hele branchen. Efter krisen er der virkelig gang i hjulene igen og derfor stor efterspørgsel på vores ydelser. Desuden er vi ramt af, at der uddannes for få ingeniører, samtidig med at mange går på pension i disse år.

Hos Torkil Laursen A/S har man valgt at fastholde sine seniorer, så de kan tilkaldes efter behov. Dermed fastholdes deres viden i firmaet, og nogle opgaver, som man måske ellers måtte sige nej til, kan løses.

Holbæk
På Holbæk Sportsby yder Torkil Laursen A/S rådgivning for totalentreprenør Morten C. Henriksen A/S. Det omfatter projektering og fagtilsyn med ventilation og indeklima.

Tæt relation til kunderne
Opgaverne kommer fra en række faste kunder og samarbejdspartnere. Her kommer den stabile stab med 20-30 års erfaring Torkil Laursen A/S til gode, fordi kunderne kender de enkelte medarbejdere og kontakter dem ofte direkte.

- Og så holder vi os til de discipliner, som vi kender og kan. Vi kaster os ikke over hvad som helst. Vi er nok kendt for at være grundige og følge hver opgave helt til dørs. Du kan sagtens lande en stor sag, men hvis du kun formår at løse den halvt, ser du ikke den kunde mere, bemærker Michael Rønne.

Med i flere store opgaver
Firmaets største projekt lige nu er Holbæk Sportsby, en byggesag til 360 mio. kr., hvor flere ingeniørfirmaer er involveret. En anden stor opgave er Vandhuset Panteren, som er et vandhus og idrætscenter i Vordingborg. Og snart skal Torkil Laursen A/S i gang med at projektere en pakkelinje til medicinalvirksomheden Lundbeck, som er en god, fast kunde. Dertil kommer en række renoveringsopgaver i bl.a. det almennyttige byggeri og på skoler og institutioner.

- Den type opgaver har vi næsten altid. Den eksisterende bygningsmasse skal jo altid holdes vedlige, men vi er også med i mange nybyggerier, påpeger Michael Rønne.

TAB
En af de lokale opgaver har været Taastrup almennyttige Boligselskab, hvor Torkil Laursen A/S udarbejdede projekt for udskiftning af vindues- og dørpartier i ca. 1.130 boliger i 2012-14.

Tre afdelinger
Torkil Laursen A/S består af tre afdelinger for Konstruktion, VVS og El og kan derfor håndtere en byggesag hele vejen rundt. Foruden ingeniører består staben af bygningskonstruktører, hvoraf mange har en håndværksmæssig baggrund.

Vært for minikursus om byggejura
Tirsdag den 27. februar har Erhvervsrådet i øvrigt et minikursus om byggejura hos Torkil Laursen A/S.